Da succesen blev gentaget i 2023, var en tradition født. Men ingen drømte dengang om, at donationen på bare 4 år blev 10-doblet.
2025-udgaven af Knæk Cancer stævnet i Midtdjurs Skytteforening blev afholdt i efterårsferien. Denne gang over 2 dage, for første gang. Målet: at overgå donationen fra sidste år. 67 skytter fra 14 skytteforeninger i hele Jylland skød denne gang Ialt ca. 200 skydninger, og dermed blev ca. 5-6.000 skud afviklet på foreningens 8 skydebaner, i kælderen under Marienhoffskolen i Ryomgård.
Alle indtægter går til donationen
Knæk Cancer afvikles som alle andre skydestævner, med et deltagergebyr pr skydning. Hvor deltager gebyret normalt dækker udgifter til bl.a. pokaler og præmier, sendes hele beløbet ubeskåret videre til Knæk Cancer. Som en ekstra gulerod trækkes lod blandt alle skytter om gaver fra lokale sponsorer. Mange skytter vælger at betale for ekstra skydninger, som en donation til det gode formål - og enkelte vælger sågar at donere ekstra beløb. Én enkelt donor har valgt at runde stævnets resultat op til nærmeste tusinde kroner, hvorfor det samlede beløb ender på præcis 20.000 kroner i 2025.
Stærkt fællesskab
Skydesporten er, på trods af at det er en individuel sport, kendetegnet ved et godt fællesskab på tværs af aldersgrupper og sportsligt niveau. Knæk Cancer stævnet er ingen undtagelse - men der er en ekstra dimension: Det gode formål skaber en endnu større fællesskabsfølelse, og en rigtig god stemning. For ganske vidst konkurreres der om individuelle placeringer i de respektive klasser, men vi kæmper i fællesskab for den størst mulige donation.
Stævnet er oprindeligt Laura Bødtkers ide. Men det kan ikke afvikles uden en stor indsats fra de mange frivillige skytter og forældre i Midtdjurs Skytteforening.
Fra bestyrelsen skal der lyde en stor tak til foreningens frivillige. Indsatsen viser hvad vores fællesskab formår, på trods af vores begrænsede fysiske rammer.
Stor opbakning fra skytter og sponsorer
Siden starten i 2022 har en række skytteforeninger været faste deltagere i stævnet. Men i 2025 har vi oplevet en markant større søgning fra rigtigt mange skytteforeninger. Desuden har opbakningen fra lokale gave-sponsorer været markant større i 2025.
Knæk Cancer stævnet er en reel konkurrence på linje med andre skyde stævner. Stævnet afvikles efter DGI’s regler. Med deltagere i alle aldre (ca. 10 til 75 år) er der i år skudt i 15 klasser med kaliber .22 rifler, og i 13 klasser med luft riffel. Skytterne fra Midtdjurs Skytteforening skød sig til Ialt 18 podiepladser på tværs af de 28 klasser.
Laura Bødtker
Vi er medlem af DGI og Dansk Skytteunion
Cookies? Nej, det bruger vi ikke. Så kig trygt videre, vi sporer dig ikke på nogen måde.