Skydning for

hele familien

Skydning er en idræt, som udfordrer koncentration, præcision og ro.


Samtidig er skydning også en idræt med masser af action, der sætter dine evner til at præstere under tidspres på en prøve.


Og så er skydning ikke mindst en idræt for hele familien, som I kan dyrke sammen uanset alder. Læs mere om skydning hos DGI.

Midtdjurs Skytteforening


Vores ca 90 medlemmer er både børn og voksne, kvinder og mænd. Vi tilbyder medlemsskab for børn, voksne og familier.


Vi skyder på 15 meter indendørs bane med luftriffel kaliber 4,5 og med salonriffel kaliber .22.


Vi træner mandage og torsdage fra kl 18:30 - 21.


I sommersæsonen er der desuden mulighed for skydning på 50 meter (liggende) i Rønde.

Har du lyst til at prøve?


Du er altid velkommen til at dukke op på en træningsaften.


Her vil en af vores trænere give dig den nødvendige instruktion, og hjælpe dig igang på skydebanen, med en af foreningens rifler.


Sikkerheden er i top - alle vores trænere har bestået DGI's skydeleder-prøve.

Formand Pia Bødtker

Mest vindende skytteforening i Østjylland


Midtdjurs Skytteforening er hyppigt repræsenteret med mange skytter, ved stævner i store dele af Jylland.


I 2024 opnåede vi hele 138 podiepladser (samlet resultat af hovedskydning og mesterskabsskydning), hvilket er markant flere end nogen anden skytteforening i Østjylland.


Vi fokuserer ikke ensidigt på resultater. Men når vi er til stævner, gør vi vores yderste for at få gode resultater. 


Vi dyrker desuden fællesskabet ivrigt - både når vi træner hjemme i foreningen, og når vi er afsted til stævne. 

Politisk interesse for Midtdjurs Skytteforening


I efteråret 2024 havde vi besøg af Syddjurs Kommunes Borgm ester, Michael Stegger.


Borgmesteren havde inviteret sig selv, til 45 minutter med snak om foreningsarbejde og det at drive en skytteforening. Det blev en god samtale om værdier og muligheder.


Man kan selvfølgelig ikke besøge en skytteforening uden at skyde. Borgmesteren debuterede med stil, mens vores 4 SkoleDM finaleskytter heppede.

4 unge skytter vandt penge til klassekassen


Midtdjurs Skytteforening har en lang tradition for at deltage i DGI's årlige event: SkoleDM i skydning, for alle landets 5. klasser.


2024 var ingen undtagelse. Vi inviterede lokalområdets 5. klasser med forældre og søskende, til skydning og trivselsarrangement for klasserne. 


Ca 15 unge valgte at fortsætte træningen, for at deltage i konkurrencen om fine pengepræmier til klassekassen.


Mia, Sofie, Victor og Noah skød sig til en flot 4. plads i landsfinalen i Vingsted, og kom hjem med en stor check.

4 unge Danmarksmestre 2024


I foråret 2024 skød 4 af vores dygtige børneskytter sig til 1. pladsen i Danmarksmesterskabet for hold.


Den slags resultater kommer ikke af sig selv - for der er mange dygtige skytter man skal slå. Og så skal både forældre og trænere yde en ekstra indsats.


Vores Danmarksmestre er flittige, både til træning og til årets øvrige stævner. De er fokuserede på banen, og gode til at hygge sig sammen, udenfor banen.

Modtager af årets Ildsjælepris 2023

Midtdjurs Skytteforening modtog med stolthed Distriktsrådet i Ryomgårds Ildsjælepris 2023.


"Trænerne i Midtdjurs Skytteforening yder til hver eneste træning eller stævne en særlig indsats for at give foreningens børn og voksne en god oplevelse med skydeidrætten. De er drivkraften i en ganske særlig forening, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor udfordringer og gode oplevelser står i kø", sagde Kirting Olesen, formand i Distriktsrådet som en del af begrundelsen.